Undervisningsprogram

Har du hørt om det nye danskudviklede undervisningsprogram i mindfulness til eleverne i 7.-10. klasse? Det er et gratis online-materiale med tilhørende app, udviklet af Rikke Braren Lauritzen for Mindfulness Foreningen og med støtte fra Undervisningsministeriets Udlodningsmidler. Der er endda lavet forskning på effekterne af programmet, og det ligger til fri afbenyttelse via Materialeplatformen. Du kan også finde et link direkte dertil, længere nede på denne side.

Fra "Stressfri Ungdom" til "Mindfulness i Skolen"

Mindfulness Foreningen fik i 2015 bevilliget økonomisk støtte fra Undervisningsministeriets Udlodningsmidler, til et projekt der blev kaldt "Stressfri Ungdom". Målet var udvikling og afprøvning af et undervisningsprogram i mindfulness, som skulle være til fri afbenyttelse i den danske folkeskole. I sommeren 2017 var det omfattende undervisningsmateriale "Mindfulness i Skolen" klar.

To foreninger sætter mindfulness i skolen på dagsordenen

I sommeren 2017 har Mindfulness Foreningen og CMIS i fællesskab stået for lanceringen af "Mindfulness i Skolen". Det er sket ved arrangementer i både København og Aarhus. Her blev et vellykket projekt fejret, og undervisningsmaterialet blev præsenteret af udvikleren Rikke Braren Lauritzen. Der blev også afholdt en lille yoga-workshop, med fokus på nemme øvelser til børn og unge. I København præsenterede forsker fra Danmarks Pædagogiske Universitet, Anne Maj Nielsen, resultaterne af det kvalitative studie hun gennemførte som en del af projektet. I Aarhus kunne man opleve folkeskolelærerne Trine Kryger-Hansen fra Fårvang Skole, og Carsten Møller fra Sødalsskolen i Aarhus, fortælle om egne erfaringer med programmet. Lanceringerne mødte stor interesse med mange fremmødte, herunder repræsentanter fra skoler og skrivende medier.

Undervisningsmateriale og efteruddannelse

I kraft af at materialet er skabt med støtte af fondsmidler, står det til fri og gratis afbenyttelse.

Undervisningsmaterialet, med tilhørende lærervejledning, baggrundsmateriale, forskningsrapport og link til den tilhørende app, finder du på Materialeplatformen under "Mindfulness i Skolen" : materialeplatformen

Du kan også vælge at besøge siden direkte, enten som "gæst" eller som "selvoprettet bruger":
mindfulness-i-skolen.nu (åbner i nyt vindue)

Den tilhørende app "STOP" kan hentes direkte i undervisningsmaterialet og ligger også til fri download på Google Play eller App Store, søg under "MindfulSkoleApp".

Hvis man som lærer eller pædagog ønsker at undervise sine elever i mindfulness, anbefaler vi, at man selv har taget mindfulness til sig, og at man dygtiggør sig indenfor for formidling af mindfulness til børn og unge.

Hvis du er interesseret i at uddanne dig indenfor området, tilbyder vi her i CMIS en helt ny efteruddannelse i "Mindfulness i Skolen". Den kan du læse mere om her:
Efteruddannelse i mindfulness (åbner i nyt vindue)