Essay: Som et feltarbejde i eget sind

Et antropologisk perspektiv på læring af mindfulness teknikker

Af antropolog Anne Kerstine Rørbye Nielsen

I februar var jeg fire dage med Center for Mindfulness i Skolen på praktikum for lærere og pædagoger. Jeg deltog som antropolog med henblik på at skrive et essay om forløbet. I løbet af dagene blev jeg opmærksom på, at den antropologiske metode jeg havde med mig som tilgang til at undersøge begivenheden, havde flere ligheder med selve tilgangen til mindfulness i undervisningen af lærere.
Jeg tilbyder derfor en sammenligning af elementer i antropologisk feltarbejde med en af grundstenene i mindfulness, som det blev undervist på praktikum; nemlig vigtigheden af at erfare på egen krop, dét man gerne vil forstå og give videre, samt vigtigheden af at gå til denne erfaring og udforskning med en “beginners mind”.

Deltagende observation i indre og ydre liv

Den antropologiske metode er kendetegnet ved, at antropologen for en periode forsøger at blive en del af de mennesker og den kultur, der er genstand for undersøgelsen. Derfor placerer antropologer sig blandt de mennesker, de ønsker at vide noget om. Med deltagende observation, samtaler og interviews foretages der et såkaldt feltarbejde.
Bronislaw Malinowski (1884-1942) var den første antropolog der udførte et længerevarende feltarbejde. På øgruppen Trobrianderne i Melanesien, levede Malinowski sammen med Ny Guineas folk. Malinowski lagde efterfølgende stor vægt på vigtigheden af at studere sociale relationer og adfærd i deres konkrete kulturelle kontekst. Malinowski har sidenhen fået status som antropologiens foregangsmand for deltagerobservation. En ikke så ubetydelig status, eftersom antropologiens særlige metode har båret faget frem og fungeret som grundsten i antropologisk teoriudvikling.
Antropologisk teori og begreber er på den måde udviklet med afsæt i de begreber og den kultur som antropologen befandt sig hos. Således er den antropologiske teoriudvikling afhængig af, at antropologen med og på egen krop erfarer og oplever hvad de studerede erfarer og oplever.

Efteruddannelsen af lærere og pædagoger i mindfulness har en grundsten som minder om den antropologiske metode. “Det vigtigste er jeres egen praksis” understreger Rikke Braren Lauritzen, leder og stifter af Center for Mindfulness i Skolen, da hun fortæller om mindfulness til lærerne på weekendens praktikum. Benedicte Bøgelund, folkeskolelærer og underviser på praktikum, stemmer i og fortæller, at “ eleverne bliver rolige, når læreren er rolig”. Flere gange blev vigtigheden af lærernes egen praksis pointeret. Jeg gik selv fra weekenden med en overbevisning om, at det kun giver mening at anvende mindfulness til børn og unge i skolen, af lærere som selv praktiserer mindfulness. For det er en teknik der skal opleves og erfares før den forstås. Hvilket minder om Malinowski pointering af, at sociale relationer og adfærd må opleves og erfares i deres konkrete kulturelle kontekst før de forstås.
Ligesom en antropolog for en tid selv må være en del af det der undersøges, må læreren selv integrere mindfulness for at begribe og anvende det i sit virke. Lærerne går så at sige på feltarbejde i deres eget sind. Og med “beginners mind” - som en udenforstående antropolog - går de med deltagende observation og nysgerrighed på jagt efter empiri, der ikke kun skal hjælpe dem med at få indblik i deres eget, men også børn og unges, sinds kultur.

I det følgende vil jeg beskrive nogle af de øvelser der blev anvendt på kurset. Øvelser der netop havde til sigte, at få deltagerne til at gå på opdagelse og fordybe sig i deres krop og sind. Man kan sige, at forskellen på antropologens og lærerens feltarbejde er, at antropologen retter opmærksomheden ud mod den kultur han eller hun befinder sig i, hvor lærerne vender opmærksomheden ind mod den kultur, der findes i deres indre. Til fælles er, at det der undersøges, må opleves og erfares med og på egen krop, og i den konkrete kulturelle kontekst, før det forstås.
Stilhed, opmærksomhed og udforskning af åndedrættet, yoga og kropsscanninger er nogle af de øvelser fra praktikum, jeg vil beskrive, for at give indblik i hvordan lærere bliver bekendt med mindfulness.

At se det velkendte med nye øjne

“Do it with a beginners mind” fik vi afvide, når vi skulle lave mindfulness på praktikum. Hvilket også ledte mine tanker hen på antropologisk metode.
I antropologien bliver der sat spørgsmålstegn ved, om det er muligt at lave feltarbejde i eget samfund og kultur. Skepsissen skyldes, at man som person opvokset i en kultur, tager meget ved kulturen for givet. Det meste er kategoriseret og sat i kasser, og de hverdagsagtige gøremål, som kan virke bemærkelsesværdige for en udefrakommende, er internaliseret i en sådan grad ved de indfødte, at man ikke ser dem som bemærkelsesværdige. Derfor er det vigtigt, hvis man som antropolog laver feltarbejde i egen kultur, at man går til fænomener og mennesker med en “beginners mind” - at man prøver at se det studerede som nyt, med en udenforståendes briller.

Det samme gør sig gældende for lærere der ønsker at anvende mindfulness til børn og unge i deres arbejde.
Først må de lære deres eget sinds kultur at kende, og for at få det til at lykkes - må de gå på opdagelse i deres indre med en “beginners mind”. Og hvordan gør man så det?
I løbet af weekenden lærte jeg og lærerne, at det handler om, at se på fænomener uden at dømme. At være nysgerrig efter at undersøge hvordan tanker opstår, former sig og forsvinder. At undersøge hvordan kroppen reagerer på tanker og følelser. Og hvordan følelser kommer og går. Det handler også om at være nysgerrig på noget så alment og velkendt som åndedrættet. At rette sin opmærksomhed mod det velkendte åndedræt, som havde man aldrig haft et. “Hvordan føles det, når luften bevæger sig ind af din næse? Er den kold eller varm? Hvor langt ned i kroppen kommer luften? Hvordan bevæger din krop sig, når den trækker vejret? Hvad sker der rent fysisk ved indåndingen, og er det anderledes fra udåndingen? Hvad med den næste indånding, er den anderledes end den første?”
Sådan lærte vi, at man med en “beginners mind” kan rette nysgerrig opmærksomhed mod åndedrættet. Ligesom en antropolog, der udfører feltarbejde i egen kultur, må fralægge sig forforståelser og vaner, måtte vi på praktikum fralægge os det vaneprægede åndedrag for at undersøge det på ny.

Stilhed

Et andet element i at blive bekendt med mindfulness under praktikum var stilhed.
Stilhed er svær at beskrive; den forsvinder når man forsøger at sætter ord på. Men når stilhed bliver fremhævet som en kvalitet, er det oplagt at fundere over hvad stilhed kan - hvad den åbner op for og giver plads til. På praktikum var stilhed en del af programmet. Fra kl 9 om aftenen til kl 9 om morgenen blev alle opfordret til at være stille.
Rikke forklarer, at vi opfordres til at gå i stilhed, fordi vi derigennem får mulighed for at være sammen med andre i et fællesskab samtidig med, at vi mærker og afgrænser os selv. Vi bliver ikke kun opfordret til at undlade at tale, men også at undgå øjenkontakt, da vi herved bedre kan holde os til os selv, og mærke hvordan vi har det indeni.
Jeg forestiller mig stilheden som pauser i et stykke musik. Uden pauserne, ville musikken ikke være det den er. Det samme med stilhed under praktikum. Stilheden var med til at skabe en stemning hvor der var plads til fordybelse og til at mærke sig selv. Selvomsorg og selvkærlighed var temaer der blev talt om, og flere øvelser havde til sigte at fordre mere kærlighed og omsorg for sig selv. Jeg tror, stilheden var med til, at vi kunne mærke vores følelser mere tydeligt, og derved mærke eventuelle behov for selvomsorg. Hvilket også var et element i undervisningen af mindfulness.

Jesper Dahlgaard, docent og forsker i mindfulness ved Aarhus Universitet, holdt en forelæsning på praktikum. Her pointerede Dahlgaard, at en stor del af mindfulness er opmærksomhed på ens mentale og følelsesmæssige tilstand. At spørge sig selv: Hvad sker der? Hvordan går det? Og så møde det man mærker med varme og venlighed. En praksis der ifølge Dahlgaard udvider ens rummelighed over sig selv og andre.
I løbet af weekenden lærte vi, at selvkærlighed er en base for at være noget for andre. Hvilket er en stor del af lærernes fag. Hver dag er de der, følelsesmæssigt og fagligt, for deres elever.
“Man må starte med sig selv, for at have noget at give af ” siger Lotte Dohn Rix, specialiseret yogalærer og underviser på praktikum. Som opfølgning på mit feltarbejde interviewede jeg Lotte. Vi talte blandt andet om selvkærlighed og selvomsorg. Lotte uddyber hvorfor man må starte med at give kærlighed til sig selv med en metafor: “Man kan se omsorg og kærlighed som en kande saftevand man deler ud af. Hælder man det hele ud til de andres glas, er der ikke noget til en selv. Man skal huske sig selv, for at kunne være noget for andre.”.
Man starter altså med at give sig selv opmærksomhed, omsorg og kærlighed. Som Dahlgaard fortæller om mindfulness - man vender opmærksomhed indad og mærker sig selv, og det man mærker, imødekommes med varme og venlighed.
For at flytte opmærksomhed mod det indre, giver det god mening at udefrakommende støj og larm må mindskes, så der er stille.
Stilheden var i løbet af weekenden de 12 timer fra aften til morgen, men også de små guidede mindfulness øvelser, hvor deltagerne blev opfordret til at rette opmærksomheden indad. Det værende siddende eller liggende - stille - men også under fysiske øvelser i form af yoga.

Yoga

“Der kom krop på åndedrættet” siger Benedicte til en af lærerne på praktikum. Det var en del af Benedictes feedback på den meditation, læreren netop havde guidet. Meditationens omdrejningspunkt var, at vi gennem guidet opmærksomhed på vores krop, blev afslappede og fokuserede.
“Krop på åndedrættet” bemærkede jeg mig undrende. Hvad betyder det?
Efter gennemlæsning af mine feltnoter og via opfølgende interview fik jeg forståelse for hvad Benedicte mener med, at åndedrættet får krop på. For citatet peger på noget essentielt i weekendens praktikum; det være sig forbindelsen mellem krop og sind. En holistisk tilgang til mennesket, hvor åndedrættet er nøgle til at mærke krop og sinds forbundethed. I løbet af weekenden lærte vi, at åndedrættet er direkte forbundet til vores mentale tilstand. Om vi er nervøse, glade, trætte, afslappede eller opstemte, er åndedrættet forbundet til det. Og med åndedrættet kan vi arbejde med vores mentale tilstand - gennem bevidste åndedrætsøvelser, kan man stilne nervøsitet, hyperaktivitet og fordre fokus. Når der kommer krop på åndedrættet, kommer der med andre ord, en bevidst forbindelse mellem sind og krop, hvor det bliver muligt at styre sin opmærksomhed og sind.

At der kommer krop på åndedrættet, forstår jeg nu, som at forbindelsen mellem krop og sind er tydelig. Som Lotte pointerer i interview, er en af de positive bivirkninger ved mindfulness og yoga, at kroppen ikke længere agerer ud fra automatik, men at nøglen i mindfulness - bevidst opmærksomhed - bliver en del af kroppen, hvorfor de fysiske bevægelser går fra at være automatiske til bevidste. Man er opmærksom på og med sin krop - og gennem åndedrættet arbejder man med kroppen, eksempelvis ved at berolige eller opkvikke den. At arbejde med krop og sind via åndedrættet kaldes indenfor yoga; Pranayama, forklarer Lotte endvidere.
At yoga kan bruges til at stilne krop og sind giver herved mening. For gennem yoga- og åndedrætsøvelser (Pranayama) styrkes kropslig bevidsthed, og den føromtalte kropslige automatik bliver bevidst. Ligesom meditation anvendes til at blive opmærksom på tanker, fordrer yoga en større kropsbevidsthed.
I løbet af praktikum havde vi undervisning og workshops i yoga til børn og unge. Og vi startede hver dag med en times yoga. Yogaundervisningen til børn og unge var sjov og legende, samtidig gav den indsigt i, hvor vigtigt det er at have kroppen med, når man arbejder med bevidst opmærksomhed og mental sundhed.

Opsamling

I fire dage var 20 kvinder samlet for at fordybe sig i mindfulness. Med bevidst opmærksomhed rettede vi fokus på åndedrættet, på kroppen, og på vores indre og ydre omgivelser. Stilhed var integreret som en tilgang til øget opmærksomhed. Det samme var yoga og guidede meditationer samt kropsscanninger. En flot buket af undervisere lærte fra sig i alt fra neurovidenskab, yogafilosofi, psykologi og mindfulnessforskning. Det blev slået fast, at for at anvende mindfulness i arbejdet med børn og unge, må man selv praktisere mindfulness. Nu er de kvindelige pionerer ved at integrere mindfulness i deres liv og arbejde.
En spændende græsrodsbevægelse spirer frem fra Mindfulness i Skolens praktikum, og jeg er spændt på at se hvad der sker, når mindfulness bliver en del af samfundets institutioner.